Naturen på Løvenholm Gods

Løvenholm Gods skov- og landbrugsarealer strækker sig vidt, derfor findes også en række forskellige naturtyper: Skov, marker, hede, sø, overdrev og enge. Hver af naturtyperne består af en række forskellige biotoper som alle tilgodeser et mylder af flora og fauna.

Skoven på Løvenholm er stor, og da skovdrift er et forholdsvis ekstensivt jordbrug, er det også her vi finder den største diversitet. Trods en stor andel nåletræ, rummer skoven knap 250 ha gammel ”oprindelig naturskov” som er over 200 år gammel. Disse løvskovsbiotoper giver plads til de nichearter som normalt kan have det trængt i en produktionsskov. Desuden giver den gamle løvskov et smukt skovbillede.

Nogle arealer på ejendommen er underlagt lovgivning og udpegninger som aktivt beskytter enten specifikke arter eller biotoper, men langt det meste værdifulde natur findes uden for de beskyttede områder: gamle skovbryn, gamle døde eller døende ”evighedstræer”, indre vejalléer, lavbundsarealer og ukurante arealer som er driftsmæssige uinteressante. Disse naturværdier har vi passet på og været om gennem generationer (det er derfor de findes), og det vil vi forsat blive ved med.

Vi passer på naturen, vi lever nemlig af og med den!

På Løvenholm bedriver vi bæredygtig flersidig skovdrift. Det betyder, at vi trods vores produktions interesser, passer på og plejer vores værdifulde natur. Skovdrift betyder også store og tunge maskiner, derfor kan meget værdifuld natur ødelægges, hvis ikke man passer på – så det gør vi!

På Løvenholm er der udarbejdet driftsplan med registrering af over 500 nøglebiotoper, som alle er beskrevet og kortlagt. Det giver os muligheden for at planlægge og udføre nødvendige pleje af biotoperne, samt tage hensyn i skovdriften.

På Løvenholm findes flere store moseområder, som oprindeligt har været aktive højmoser. På grund af samfundets generelle mangel på brændsel, blev mange af moserne udlagt til tørvegravning i midten af det forrige århundrede. Tørvegravningen er for længst stoppet, og mosernes naturlige balance indfinder sig efterhånden igen. I Gjessingmosen, som er den største mose på Løvenholm, udføres i disse år en højmose restaurering, hvor vandstanden øges for at accelerere gendannelsen af højmosen. Projektet udføres i samarbejde med Norddjurs Kommune og Miljøstyrelsen.