Årsberetning 2013

 

Løvenholm Fondens formål og hovedaktivitet

Fondens hovedopgave er at støtte uddannelse og forskning indenfor jordbrugserhvervet, herunder særligt skovbrug. Desuden skal det fredede Løvenholm Slot og dets omgivelser vedligeholdes.

Fondens erhvervsmæssige hovedaktivitet er land- og skovbrugsdrift – herunder jagt- og husudlejning.

Fondens finansielle indtægter hidrører primært fra en beholdning af værdipapirer.

 

Udvikling i regnskabsåret

Fonden har i 2013 realiseret et resultat på DKK 6.590.316.

Resultatet er væsentligt påvirket af en kursregulering på DKK 5,6 mio. af fondens værdipapirbeholdning.

Ved driften af fondens erhvervsmæssige virksomhed er hidtidige principper fulgt.

I skovbruget har der været realiseret en træhugst som ligger 14 % under den langsigtede planhugst.  Den gennemsnitlige salgspris har været 3 % lavere end i 2012. Dækningsbidraget fra hugsten opgjort pr. m3 har været 6 % lavere end i 2012, men på niveau med 2011.

Produktionen af juletræer har bidraget positivt til årets resultat dog med en lavere mængde end i 2012. Salgsprisen i 2013 har været 18 % under salgsprisen i 2012.

I landbruget har udbytterne været gode og over gennemsnit. Kombineret med lavere priser på økologisk korn og flere høstede hektarer er resultatet tilfredsstillende fra denne driftsgren.

 

Efterfølgende begivenheder

Der er ikke efter balancedagen indtruffet forhold, som har væsentlig indflydelse på bedømmelsen af årsrapporten.

 

Den forventede udvikling

I skovbruget forventes fortsat fornuftige priser for råtræ, hvilket i kombination med en forventet lidt større hugst i 2014 vil give et dækningsbidrag fra træproduktionen på samme niveau som i 2013.

For juletræsproduktionen forventes der en væsentlig mindre produktion i 2014 og en gennemsnitlig salgspris på samme niveau som i 2013.

I landbruget forventes en positiv afsætningssituation for økologiske planteavlsprodukter. Desuden vil arealet med økologiske gulerødder give et større dækningsbidrag end høst af de normale økologiske afgrøder.

 

Uddelinger/fundatsudgifter

Fondens uddelinger har i 2013 udgjort DKK 3.141.475.

På Løvenholm Slot er det de 4 renoveringsprojekter ”Vinduer”, ”Kælder”, ”Opmåling” og ”Godskontor/Toiletter” endelig afsluttet.  Alle tilskud fra Kulturarvsstyrelsen er medregnet i 2013 og er enten udbetalt eller medtaget som tilgodehavender.

Fondens samarbejde med Skovskolen fungerer meget tilfredsstillende. Fonden stiller vederlagsfrit ejendommen Eldrupgaard til rådighed for brug til Skovskolens undervisningsaktiviteter.

Fonden stiller vederlagsfrit et ny renoveret hus i skoven til rådighed for de lokale børnehaver i Auning og omegn.

Derudover er der i 2013 uddelt 250.000 kr. til Gl. Estrup Herregårdsmuseet til anvendelse for museets formidlingsaktiviteter. Der er uddelt 50.000 kr. til en bog om Landbohøjskolens historie og 30.000 kr. til styrkelse af skovbrugets 3 lederuddannelser.

Gl. Estrup Herregårdsmuseet har desuden fået stillet Mikkeldalshuset til rådighed fra 1. januar 2014 og der er bevilget 200.000 kr. til Museets renovering af huset, så det fremstår så tæt som muligt til, som huset var efter opførelsen i ca. 1930.